STU og botilbud – arbejdsliv og fordybelse
  

Helhedspædagogik

Tilblivelse – identitet – skabelse

I vores almene pædagogiske praksis i hverdagen har, vi sammen med vores unge, fokus på fremtid. Vi ved, at de alle er i stand til at lære. Hele tiden. Vi er alle forpligtet på, at hverdagen giver mening og på at gøre den usynlige læring synlig. Dette sker ikke via læringsmålstyret deduktiv praksis. Det sker induktivt og integreret i hverdagen.

Fokus er: Pædagogik. Pædagogisk praksis er et liv. Gentagelser skaber den gode praksis. Den gode vane. Noget er blevet lært. Kompetence er opnået. Faktisk kunne det ikke undgås. For rammen – vanen – skabte læringen! Ja, det tager tid. Til gengæld virker det. Altid! Gentagelse har et dårligt ry i samfundet anno 2017. Ikke historisk, men aktuelt. Inden længe vil det igen være moderne. Stay tuned…

Vi arbejder med komplekse og artistiske gentagelser. Vi kalder det pædagogisk taktfulde gentagelser.

Mekaniske gentagelser er nemlig også dannende gentagelser. For hvilke hensigter er de oprindeligt tilrettelagt med, og ud fra hvilken mening? Hvorfor morgensamling? Hvorfor det levende ord? Hvorfor fællessang? Hvorfor gode manerer? Hvorfor møde til tiden? Hvorfor tage hensyn til andre? Hvorfor skal man selv fortælle, hvad man skal lave? Hvorfor fortæller vi om vores oplevelser under det gode måltid med bordskik, og hvor vi rydder af efter os selv? Fx… Det ved det helhedspædagogiske personale. Ikke som en årsplan, men som praksis. Integreret i deres faglige rygrad. Læring er ikke bare mulig, den er simpelthen uundgåelig på en helhedspædagogisk uddannelse og botilbud med begreber (fx) som affektsmitte. Det er en meget direkte måde at opdrage på. Vi viser med vores adfærd, hvordan man opfører sig dannet. Og er det ikke også sådan, at den lærende part gør, som læreren gør og ikke nødvendigvis, som læreren siger? Hvis man helt faktuelt ikke kan forstå, hvad læreren siger, ja så kan man jo af gode grunde ikke. Men mesterlære kan alle mestre at indgå i.

Vi arbejder med arrangerede gentagelser. Gentagelser kommer til syne som en bestemt orden eller sædvane. Rutiner og vaner. Arrangerede gentagelser skaber en orden (ordentlighed på betydningsniveau). Et møde med en bestemt orden, kvalitet eller mening. Der finder pædagogiske handlingsformer sted. Meget er båret af kulturelt betingede og samfundsorienterede traditioner. Der er tale om komplekse handlingsformer. Der er spil, arbejde, arrangement, konsekvenser og meget andet på spil. Ikke som noget forceret. Som levet liv. Som virkelighed. Som eksistens.

Vi bruger på sin vis usynligt arrangementet som handlingsform. Sagen er nemlig, at læring er antropologisk konstant. Ikke en årsplan. Ikke en uddannelsesplan. Ikke forceret. Vi sørger for, at læringen får mulighed for at ske igennem medmenneskelig dannelse. Fx som mesterlære. Det har altid eksisteret, og det vil altid eksistere. Uanset pædagogiske trends.

Læring foregår hele tiden og virker usynligt. Læring behøver ingen pædagogiske handlinger som fx undervisning eller vejledning. Meget er ganske vist planlagt, og vi beskriver hele tiden vores praksis til brug for samarbejdspartnere i kommuner og UU-centre, men altid med en ultimativ åbenhed over for individets læringsmuligheder i det levede liv. Det eksisterende. Det hele menneske. Aldrig en postulerende konstruktion.

Fokus flyttes hos os fra begrænsninger og ærgrelser over ikke at leve op til faglige normer. Flyttes til lærerens handlinger. Hvad kan læreren lægge mærke til, og hvad kan læreren gøre? Hvordan hjælper læreren med til, at den studerende opdager, at vedkommende kan lære? Kan nærme sig sine drømme om det gode voksenliv?

Mennesket er et lærende væsen.

Det lærende liv er et pædagogisk latent liv.

Nederlagserfaringer og mistet tro på skolens fællesskab og på at høre til dér skyldes som oftest læringsensretning og postulater i skolesystemet. “Du skal kunne dette, som du ikke kan og endnu ikke ved, om – eller hvordan – du kan lære.” Ikke okay! Det skaber skoletræthed. For vores unge skal individet og den enkeltes unikke liv og udgangspunkt derfor ultimativt i fokus. Helt uden flimmer.

Al vores synlige praksis, fx: KRAP-pædagogik, uddannelsesplaner, handleplaner, taksonomiske evalueringer, PAS-screeninger (neuropsykologi) osv. indgår i den ramme, som helhedspædagogikken er.

Denne pædagogik kan opleves som:
Usynlig, en stædig tro på at alle kan lære, en ekstra hjælpende hånd, usikker, uden præcis styring og usikker mht. forudbestemte resultater, langsom (pga. gentagelse).

Alt er altså vendt på hovedet ift. samfundets generelle diskurser om synlighed, beviser, måling og effektivitet.

Men… Det virker! Og det er da ærlig talt ret så spændende!! Og ret så effektivt… Fordi det rent faktisk virker, og fordi det lærte er lært for resten af livet…