STU og botilbud – arbejdsliv og fordybelse
  

Praktik

Horisonten lægger stor vægt på at skabe arbejds-praktikker hos lokale virksomheder.

Der tilstræbes størst mulig synergi mellem det lokale arbejdsmarked og den enkelte studerende.

Der samarbejdes tæt med erhvervslivet på Stevns (og de mange håndværksvirksomheder og kunsthåndværkere/kunstnere samt landbrug, som har hjemme på Stevns).  Arbejdspraktikkerne vil i høj grad også være til gavn for de lokale erhvervsdrivende enten i form af den faktuelle arbejdskraft eller i form af den positivitet og energi, de unge bidrager til arbejdsmiljøet med. Endelig er det et stærkt brand for en virksomhed, at man tager socialt og samfundsmæssigt ansvar. Løbende dokumentation her på hjemmesiden og informering af pressen om samarbejderne vil være en central del af kommunikationen med omverdenen i den moderne, selvejende institution.

Det skal understreges, at Horisonten i samarbejdet med de lokale erhvervsdrivende stiller lærere til rådighed både under indkøring af de unge i virksomhedens produktion og hverdag samt ved evaluering under vejs og efter forløbet. Virksomhederne vil således aldrig stå alene med ansvaret for de studerende, da lærerne vil vejlede under hele forløbet og være til stede under selve praktikken i det omfang, det kræves. Praktikkerne tilrettelægges naturligvis 100% med udgangspunkt i den enkelte studerendes muligheder og potentialer. Da den enkelte studerende har tilknyttet sin egen kontaktlærer, vil denne følge med ud på praktikstederne. Vi ved, at kontaktlæreren er den rollemodel, som er tættest på den unge under STU-forløbet, og derfor er det naturligt, at læreren følger med ud på praktikstedet og sikrer det bedst mulige afsæt for Horisontens/den unges og praktikstedets samarbejde.

Der samarbejdes mest muligt – og gerne afvekslende jf. gensidige behov – med eksempelvis Stevns Fødevare-netværk om jord-til-bord-projekter, hvor de studerende forarbejder, producerer, pakker distribuerer m.v. jf. den enkeltes læringsmål.

Horisonten er en visionær og progressiv institution, som altid søger nye samarbejdspartnere og spændende muligheder i erhvervslivet, så tøv ikke med at tage kontakt, hvis du er erhvervsdrivende!